Milliardhandel sender Kodimagnyl på danske hænder

Når du fremover køber Kodimagnyl, Pamol eller Zymelin på apoteket, så er det danske Orifarm, der står bag. Det er resultatet af en af årets største virksomhedshandler mellem Orifarm og den japanske pharmagigant Takeda, der i dag bliver endeligt afsluttet efter konkurrencemyndighedernes godkendelse. Handlen gør samtidig Orifarm til Danmarks største leverandør af lægemidler målt på antal solgte pakninger til apoteker.

”Oprindelig var Kodimagnyl og Pamol danskejede brands. Nu kommer de hjem igen, og når vi suser ned på apoteket eller andre steder, fordi vi har hovedpine eller tilstoppet næse, så kan vi tænke på, at de brands nu igen bidrager til dansk jobskabelse og skatteindtægter. Det, synes jeg, er en meget fin historie,” siger Erik Sandberg, der er CEO for Orifarm.

Orifarm overtager 110 lægemidler og kosttilskud fra Takeda.

150 nye job i Danmark

De nye job kommer hurtigt. Købet omfatter to meget moderne fabrikker; en i Łyszkowice i Poland og en i Hobro samt 600 medarbejdere - og der er brug for flere.

”Vi overtager produktions- og salgsmedarbejdere. Men vi mangler alle supportfunktioner, der ikke følger med. Det i sig selv skaber 150 nye job,” fortæller Erik Sandberg. Rekrutteringer og ansættelser er allerede i fuld gang, ligesom hovedkontoret i Odense udvides med 14.000 m2, og der er åbnet kontor i Søborg nord for København.

Orifarm er i forvejen Europas største parallelimportør af lægemidler. Med opkøbet tredobles produktion og salg af håndkøbs- og receptpligtige generiske lægemidler. Det gør Orifarm til Nordens største producent af håndkøbslægemidler og Danmarks største leverandør af lægemidler målt på antal solgte pakninger til apoteker.

”For os er handlen transformatorisk. Vi kommer til at stå på flere stærke ben, og vi får langt større kontrol med produktionskæden til vores produkter,” siger Erik Sandberg, der glæder sig til at byde de 600 nye kollegaer velkomne lige efter påske.

Historisk handel for Orifarm

For Orifarms grundlægger, ejer og bestyrelsesformand, Hans Bøgh-Sørensen er handlen historisk.

”Vi fremtidssikrer Orifarm, cementerer vores stærke position på det nordiske marked og styrker os betragteligt på de nordeuropæiske markeder for generiske lægemidler. Især det polske marked, hvor vi ikke har været før, forventer vi os meget af,” siger Hans Bøgh-Sørensen.

Efter opkøbet fra Takeda beskæftiger Orifarm nu omkring 1.900 medarbejdere, heraf ca. 450 på hovedsædet i Odense.

Bedste regnskab

Det er virksomhedens gode resultater de seneste mange år, der har rustet Orifarm til det store opkøb. Den endelige handel falder sammen med, at Orifarm offentliggør regnskabet for 2020. Det er det bedste regnskab i virksomhedens historie.

For yderligere information, kontakt venligst: CEO Erik Sandberg på tlf. 2265 0121