Orifarm og TipToe BigBand: Odense skal være en magnet for erhvervsliv og kultur

Det mener en af Fyens største virksomheder, Orifarm, og TipToe BigBand, der er Fyns professionelle bigband. Orifarm har netop indgået aftale med det moderne og rytmiske bigband.

”Odense Kommune er god til at støtte kulturlivet. Pr. indbygger ligger kulturstøtten højt i Odense. Der skal imidlertid endnu mere til for at holde liv i de tilbud, som gør Odense og byerne omkring attraktive at bo i. Så vi i erhvervslivet skal gøre, hvad vi kan for at øge støtten i form af sponsorater og samarbejder,” siger Erik Sandberg, adm. direktør i Orifarm.

Han peger på, at støtte til – og samarbejder med – fynsk kultur- og idrætsliv i lige så høj grad er til gavn for fynsk erhvervsliv.

”Vi skal i endnu højere grad se kultur- og idræts sponsorater som en måde at blive endnu mere konkurrencedygtige på, fordi det indirekte på den måde kan være til at give os en bedre adgang til dygtige medarbejdere. Et professionelt og rigt kultur- og idrætsliv gavner os virksomheder på sigt, for hvis Odense og Fyn er mere attraktiv at have sin bopæl i, vil virksomhederne på Fyn også selv have bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft,” siger han.

Torben Sminge er TipToe BigBands orkesterleder, og han mener, at Odense lider af en for beskeden selvforståelse – og derfor også tit bliver overset på landsplan. Der skal tænkes større, siger han:

”For et par år siden var der et landsdækkende boligprogram i TV, der i første klip viste Odense Banegård. Det første, der blev fokuseret på som attraktivt ved Odense, var den relativt korte afstand til Aarhus og København! Er det virkelig det, vi skal sælge os på – Danmarks tredjestørste by? Jeg vil gerne se noget mere vilje i Odense. Vi er glade for samarbejdet med Orifarm og håber, at det kan blive et startskud til endnu flere samarbejder i fynsk erhvervsliv,” siger Torben Sminge.   

Erik Sandberg peger på, at TipToe BigBand er et utraditionelt og yderst professionelt Bigband, som altid leverer en verdenspremiere, hver gang de optræder, fordi bandet også slev komponerer musik, især rytmisk.

”Jeg håber, at et større bigband i Odense vil kunne tiltrække endnu flere musiske talenter til Odense. Vi er stolt af at være blevet samarbejdspartner med TipToe BigBand”, siger Orifarm-lederen.

TipToe BigBand har i den seneste tid haft gang i en række anderledes arrangementer som et Bond/Tarantino-projekt i Kulturhuset og et musisk samarbejde med TV2-forsanger Steffen Brandt.

Bandet arbejder ikke kun på at blive større og komme mere ud at spille i Danmark, men også på at opnå en større bredde.

”Vi er overvejende mænd over 45 år – men vores musik er ung, og vi vil rigtig gerne have yngre mænd og kvinder ind i bandet. Derfor skal flere kende til vores musik, og det tror jeg fx skete, da vi spillede til et stopfyldt Odense Filmfestival, hvor der kom publikum i alle aldre,” fortæller Torben Sminge.